Terapeutens position

Michael White har udarbejdet fire positioner, som terapeuten kan befinde sig i under en samtale:
Være decentreret og have indflydelse – Være centreret og ikke have indflydelse – Være decentreret og ikke have indflydelse – Være centreret og have indflydelse.
Michael White mener, at terapeutens position i narrativ praksis bør være dencenteret og have indflydelse. Det er en position hvor ørns viden respekteres, og hvor terapeuten bruger sin kompetence til at strukturere sammenhænge hvori barnets erkendelse bliver rigere og mere nuanceret beskrevet.
At være centreret og have indflydelse:

Barnet ses i mindre grad som eksperten i sit eget liv.

Terapeuten ser sig som eksperten – terapien bliver mere universal.

Terapeuten siger, Jeg tror det ville være godt…. el du kunne jo….

Man falder i den rolle, hvis problemet bliver større i løbet af terapien og jo mindre barnet er.

Lykønskninger er også en del af denne rolle – heller være mere nysgerrig efter hvad forandringen betød.

I denne rolle er risiko for at overse noget som barnet vægter højt, i sin iver for at få de svar man selv gerne vil have af barnet.

At være centreret og ikke have indflydelse:

Hvis terapeuten har mødt problemet hos andre klienter og tager de erfaringer med og fører dem over på nye klienter, så terapeuten glemmer klientens unikke historie.

Terapeuten ved, hvor samtalen skal hen og er foran klienten i fortællingen – resultatet er at klienten stiger af.

Tillægger hændelser en bestemt betydning i stedet for at hører børnenes mening om hændelsen.

At være decentreret og ikke have indflydelse:

Terapeuten er passiv og tager ikke ansvar for, hvad der sker i samtalerne i forhold til hvilken retning samtaler har, og hvad der bliver sagt – bliver noget negligeret – kommer der genfortællinger der kun gør problemet værre – osv.

At være decentreret og have indflydelse:

Den fortrukne position.

Det er en tilgang, der ser barnet eller familien som eksperter i eget liv, og hvor familiens viden, kompetencer, præferencer og ønsker derfor er i centrum for terapien.

Terapeuten har indflydelse, det betyder ikke at vedkommende sætter dagsordenen for samtalen, men at terapeuten omhyggeligt strukturer spørgsmål og reaktioner på en bestemt måde så barnets og familiens kompetencer og viden bliver mere nuanceret og rigere beskrevet og dermed kan aktiveres i forhold til de aktuelle problemer.

Tager højde for magtrelationerne – er bevidste om dem.

Vi har ansvar og indflydelse på andre menneskers liv – vi er ikke neutrale.

Ved at lytte og stille spørgsmål på en bestemt måde prøver jeg at få den alternative og fortrukne viden frem, at skabe en kontekst hvor de alternative livshistorier kan fortælles og genfortælles, så deres righoldighed bliver kendt og tilgængelig.

Michael Whites positionskort er gode hjælpere til at blive i denne rolle.
Selvom jeg i starten skriver, at den narrative terapeuts position bør være decentreret men med indflydelse, så er alle fire positioner anvendelige, men afhængig af sammenhængen. Det væsentlige er, at terapeuten har øje for, hvilken position vedkommende befinder sig i og hvilke effekter, denne position har for samtalen og for den person terapeuten snakker med.

Posted in Konsulent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *