Resilient netværk

I arbejdet med udsatte unge handler det om at skabe miljøer omkring de unge, som er resiliente. Resiliente miljøer omkring udsatte unge danner grundlag for forebyggelse af disse unges udvikling af risikoadfærd.

Resiliens – hvad er det?
Ifølge Dion Sommer er resiliens det, som gør os ’bøjelige’ og gør, at vi bliver stående på vores ben, når vi oplever modstand. Dion Sommer beskriver barnets normaludvikling som en form for plastikmembran. Plastikmembranen gør barnet fleksibelt, strækbar, smidig, elastisk og ukuelig. Alle børn og unge kan blive udsat for pres eller stress i deres liv, fx dødsfald, teenage-alderen, en ressourcesvag baggrund, skolemæssige udfordringer, flytninger, handicaps osv. Alt dette gør, at barnet bliver presset og barnets eller den unges plastikmembran kommer ud af facon.

Membran fungerer sådan, at den, efter at have været ude af facon, kan komme tilbage i normalfacon. Hvordan og hvornår plastikmembranen kommer tilbage i normal tilstand, afhænger af hvilket tryk, barnet er blevet mødt af og hvor længe trykket har stået på. Ved tryk, som er blevet oplevet som lange og hårde, kan faconen ende med at forblive i en skæv tilstand. Denne tilstand kalder Sommer for ”anormal stabil”.

Mennesker er forskellige i forhold til, hvordan de mestrer forskellige livsomstændigheder, og derfor vil børn og unges plastikmembran reagere forskelligt under pres og stressorer.

Resiliensforskningen peger på, at resiliens ikke længere handler om det enkelte individ, men i langt højere grad handler om miljøet. Resiliens er ikke noget iboende i det enkelte individ, men bliver skabt i deltagelse i resiliente miljøer. I arbejdet med udsatte unge handler det derfor om, at vi som professionelle skal skabe resiliente miljøer – og tilbyde disse miljøer til de unge.

Hvad er så resiliente miljøer?
Resiliente miljøer er steder, hvor de unge oplever beskyttende og betydningsfulde voksne og professionelle, som vedvarende står til rådighed for dem. Det skal være voksne, som løbende har tid til de unge, som tager de unge alvorligt, og som viser de unge, at de vil dem. De voksne skal bekræfte de unge, som dem der er og i deres kompetencer og – og anvender de unges kompetencer og styrker i miljøet omkring de unge.

Resiliente miljøer handler ikke om, at de professionelle eller voksne omkring dem ”forkæler” de unge og giver dem ture til diverse tivolier osv. De unge skal opleve ”ordinær magi”, hvor de i dagligdagen oplever at blive værdsat og bekræftet. Vi skal ikke skåne de udsatte unge eller lade være med at presse dem. Tværtimod handler resiliente miljøer og ordinær magi om, at de voksne omkring de unge skal skabe rum til udvikling af livsduelighed og aktive medborgere. De unge skal opleve, at de bliver udfordret – og gerne at udfordringen finder sted i zonen for nærmeste udvikling.

Vi kan blandt andet søge de unges nærmeste udviklingszone ved at involvere de unge i vores arbejde. På den måde oplever de unge, at vi ser og bekræfter deres kompetencer og de unge oplever at få ansvar og deres unikke ressourcer bliver anvendt. Samtidig vil de unge opleve, at de professionelle får gavn af deres evner, erfaringer og kompetencer. De unge vil sandsynligvis opleve, at de kan meget mere, end det de selv tror og andre forestiller sig. Inddragelsen i de resiliente miljøer vil derved styrke de unges selvværd og selvtillid. Dette vil være med til at styrke, bibeholde eller ’genskabe’ en normal facon af den unges plastikmembran.

For at de udsatte unge skal udvikle deres evne til at være bøjelige, kræver det, at vi i de resiliente miljøer omkring de unge skaber muligheder for, at de unge lærer at reflektere over eget liv og se egen adfærd i et samspil med det omkringliggende samfund.

De unge skal igennem inddragelsen i vores arbejder opleve, at de får tildelt opgaver og ansvar efter evne. Dermed vil de kunne føle sig betydningsfulde og nødvendige. De oplever gennem arbejdet, at de har rettigheder og pligter. De oplever, at de har en betydning, at de kan have konstruktiv effekt på deres nærmiljø/omgivelser, og de får medansvar for egne og andres livsvilkår.

Ligeledes udvikler de unge igennem arbejdet og ansvaret et identitetsmæssig tilhørsforhold. På den måde bliver de unge mere bøjelige i deres evne til at modstå pres, blandt andet over for de omkringliggende risikofaktorer, som de unge møder.

Disse evner, som de unge oparbejder og oplever de har, er medvirkende til, at de unge også bliver aktive medborgere i det omkringliggende samfund. De unge udvikler det, som Mette Marie Ledertoug kalder for livsduelighed. En livsduelig ung er en ung, som optimalt har udviklet og fået udfordret sine evner fagligt, socialt, kropsligt og personligt. Eleven kender sine ressourcer og begrænsninger og kan tage ansvar for sit eget liv og indgå i ansvarligt fællesskab med andre (Asteriks, nr. 77, marts 2016)

Vi skal skabe resiliente miljøer om de unge, vi skal skabe resiliente sammenhænge omkring dem, og vi skal sørge for at åbne døre til andre resiliente miljøer. Jo flere beskyttende faktorer, vi kan skabe omkring de unge, jo større er effekten.

Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *