Partnerskaber skaber mulighedsrum

I specialet har jeg fremanalyseret en klynge af ’keywords’, som er med til at give det konkrete partnerskab dets specifikke betydning. I denne klynge af ’keywords’ tegner der sig et billede af, at kommunen og uddannelsesinstitutionen har haft en vision med partnerskabet, hvor de ønskede en radikal omlægning af arbejdet med børn og unge. Specifikt har policy-skaberne med partnerskabet som ramme udstukket en policy. I det konkrete partnerskab skal inklusion være den ledetråd, som medarbejderne i partnerskabet skal arbejde med afsæt i. Hensigten med dette afsnit er, at se på hvordan partnerskaber skaber mulighedsrum, det vil sige, at i partnerskabet bliver nogle muligheder mulige (Åkerstrøm Andersen,2006).
Redegørelse af policy-begrebet
Inden jeg tager fat på selve analysen vil jeg med afsæt i Shore og Wrights forståelse af policy redegøre for policy-begrebet, da policy vil være centralt for konstruktionen af ’mulighedsrum’.
Shore og Wright argumenterer for, at den moderne stat, herigennem policy, har stor indflydelse på, hvordan individer konstrueres som subjekter, og at policy er blevet et hovedelement i moderne magt. De to forfattere er i høj grad inspireret af Michel Foucaults governmentality-begreb, som beskriver særlige styringsteknikker. Michel Foucault argumenterer for, at policy er et magtredskab, der anvendes til at påvirke det frie individs konstruktion af sit individuelle selv (Foucault,1982;221).
Shore og Wright mener, at policy er en form for guidelines for, hvad der er legitim opførsel. ”[N]ot only do policies codify social norms and values, and articulate fundamental organizing principles of society, they also contain implicit (and sometimes explicit) models of society” (Shore & Wright,1997;7).
Ifølge Shore & Wright er policy medkonstruerende af objektive sandheder, som viser, hvad der er legitim adfærd. Policy får dermed en legitimeringsfunktion, som for forfatterne ses tydeligst i den politiske verden. ”Policies are most obviously political phenomena” (Shore & Wright,1997;8).
Shore & Wright mener, at policy skaber en kollektivisering af ansvaret for beslutningerne og gennem normative rationaler skjuler policy-beslutningstagerne bevæggrunde og politiske overbevisning. Policy bliver en støtte for autoriteterne, idet det bliver vanskeligere for individer at argumentere mod den passende måde at gøre tingene på. Herved bliver policy et nøglebegreb for moderne magt, da magten ligger implicit i policies, som fremstår som objektive sandheder (Shore & Wright,1997;8).
I denne forbindelse bliver policy introduceret, som en ny magtmekanisme, som konstant overvåger og klassificerer mennesker – fra vugge til grav (Shore & Wright,1997;4). Shore & Wright anser Policy ”as a form of power which works upon the individual´s sense of self” (Shore & Wright,1997;29). Styrken i policy, som Foucault kalder ’political technology’, er ifølge forfatterne, at hvis implementeringen lykkes skaber det en kombinationen af external subjection og internal subjectification. Det vil sige, at individerne danner sig selv efter de normer, individerne bliver underlagt og at de internaliserer disse normer, så de føler, handler og tænker på bestemte måder (Shore & Wright,1997:9). Igennem denne proces konstruerer individerne sig selv i de policies, de bliver påvirket af (Shore & Wright,1997;9). Policy-skabernes magt fungerer både på og gennem borgerne, og forudsætter at borgerne er ansvarsfulde, uafhængige aktører (Shore & Wright,1997;6).
Shore og Wright repræsenterer den antropologiske tilgang til policy, som udfordrer antagelse om en liniæer top-down tilgang til policy, hvor policy bliver noget, policy-skaberne hælder i organisationen, og så ’løber’ det ellers ned gennem hierarkiet og rundt i organisationen uden at have fokus på individerne (Sutton & Levinson,2001). Derimod er den antropologiske tilgang til policy i langt højere grad præget af at se policy som en kontinuerlig forhandling.
Margaret Sutton og Bradley A.U. Levinson argumenterer netop for den antropologiske tilgang til policy, de mener ikke policy-processen kan ses udelukkende som en lineær, top-down styring. Sutton & Levinson mener ikke, at vi kan ’put the policy in and watch the machine run’ (Sutton & Levinson,2001;5). Ifølge forfatterne har vi med aktive aktører at gøre og derfor bliver policy kontinuerligt forhandlet og genforhandlet i en gensidig proces. I policy indgår der det, Sutton og Levinson kalder for en ’recursice dynamic’, hvor både formationen af policy og implementationen af policy spiller ind. I denne forbindelse introducerer forfatterne begrebet ’appropriation’, som analytisk tilgang til at belyse policy (Sutton & Levinson,2001:2). Sutton & Levinson beskriver ’appropriation’ som den måde individer implementer policy på. ”Appropriation is a kind of taking of policy and making it one´s own” (Sutton & Levinson,2001;3). Individerne deltager i policy-processen, de er medforhandlende og modstandsparate overfor den policy, som policy-skaberne ønsker at effektuerer. I det konkrete partnerskab er det policy’en inklusion, som bliver forhandlet og ikke bare forlov at ufiltreret rundt i partnerskabet eller de to organisationer for den sags skyld.
Partnerskab som ramme for governance
De to institutioners lederes hensigter er, som tidligere beskrevet at nedlægge professions-siloerne for bedre at kunne arbejde inkluderende med børn og unge. Specifikt handler det ifølge kommunaldirektøren om at skabe ”en værdibaseret ledelse, hvor inklusion er i højsædet – Kommunen vil væk fra at ekskludere børn og unge til at inkludere børn og unge”.
Tankesættet omkring inklusion af børn og unge bliver derfor de guidelines, den policy, som ledelsen i de to institutioner ønsker, gennem partnerskabet, at påvirke deres medarbejdere. Kommunaldirektøren siger det således, at partnerskabet er et middel eller redskab til at få inklusion på dagsordenen i arbejdet med børn og unge. Det konkrete partnerskab bliver derved, det Michel Foucault vil kalde for en ’governmentality’.
”Den governmentale ledelsesform er en særlig magtteknologi, hvis formål er styring af menneskers selvstyring af deres eget liv og egen adfærd, som forudsætter de styrede subjekters kapacitet som frie aktører, hvorved den adskiller sig fra andre magtteknologier som herskab, vold og tvang” (Otto,?:2).
Policy-skaberne har derfor med brugen af partnerskabet mulighed for at “influences the way people construct themselves, their conduct and their social relations as free individuals” (Shore & Wright,2005;5). Partnerskabet er som tidligere beskrevet delt op i fire forskellige projekter. Medarbejderne i disse projekter har alle været repræsentanter for deres fagområder. Projektgrupperne har i arbejdet med at få inklusion på dagsorden haft ’frie tøjler’, som en af projektmedarbejderne siger.
Det vil sige, at partnerskabets medarbejdere i Shore & Wrights forståelse af policy, kan ses i forhold til tanken om det frie individ, aktive aktører, der i en eller grad selv konstruerer sit liv. Dette kan ske med afsæt i en direkte og synlig påvirkning oppefra, konstruering af eget liv sker dog oftest i mere komplekse processer. I det konkrete partnerskab er der en direkte påvirkning oppefra, som hedder, at rammen i partnerskabet er inklusion af børn og unge. Det er op til den enkelte gruppe og den enkelte medarbejder at konstruere, hvordan inklusion skal ind tænkes i deres projektgruppe og fagområder. Disse komplekse processer, som sker i partnerskabet, bliver ofte beskrevet med begrebet governance.
Governance [is the] more complex processes by which policies not only impose condition, as if from ’outside’ or ’above’, but influence people’s indigenous norms of conduct so that they themselves contribute, not necessarily consciously, to a government’s model of social order (Shore & Wright,1997;6).
Derved bliver partnerskaber en ledelsesform med en særlig magtteknologi, som har til formål at styre menneskers selvstyring af deres eget liv og egen adfærd. Dette forudsætter dog, at de styrede kapacitet bliver set som frie aktører. Teknologi kan her beskrives med Nikolas Roses ord, som afgrænsede komplekser af viden og teknik, der er strategisk rettet mod at frembringe bestemte mål (Rose,2010)
Kommunen og uddannelsesinstitutionens partnerskab danner ramme for formelle policy netværk og for uformelle samarbejder og meningsudvekslinger og bliver derved det, Rose kalder for en politisk teknologi (Rose,1989), i form af formelle og uformelle relationer på tværs af forskellige institutioner og på alle stadier i beslutningsprocessen. I partnerskabets projektgrupper er der placeret flere forskellige medarbejdere, som er ansat i forskellige positioner i Kommunen og i uddannelsesinstitutionen. Den formelle policy har været, at der skal inkluderes flere børn og unge i Kommunen. Samtidig har flere af medarbejderne givet udtryk for, at de har fået ansigter på en masse nye mennesker, hvilket, de siger, har gjort det nemmere at kontakte hinanden på tværs af fagprofessioner. Dette gælder både med konkrete ideer til partnerskabets inklusionstanke, men også i forhold til andre projekter eller opgaver.
Ved at etablere et partnerskab får policy-skaberne i højere grad mulighed for at kunne påvirke et større antal subjekter, det vil sige i det konkrete partnerskab medarbejderne, som er deltagende i partnerskabet, men også deres kollegaer rundt i Kommunen og uddannelsesinstitutionen. I Kommunens og uddannelsesinstitutionens partnerskab er der i alt ca. 50 medarbejdere, som hver især har andre kollegaer det er muligt at sprede inklusionstanken til. På den måde har policy-skaberne gennem partnerskab som governance mulighed for at påvirke mange medarbejderes adfærd og tankesæt omkring arbejdet med børn og unge.
I specialets analyser bliver der blandt andet fremhævet, at et vigtigt element i partnerskabet var, at det var medarbejderne i partnerskabets projektgrupper, som skulle udvikle inklusionstanken. Og et andet sted i mine interviews nævner en leder fra Kommunen, udviklingen skal ske bottom-up ellers virker det ikke. Det vil sige i dette partnerskab og de processer, der i partnerskabet, er med til at påvirke Kommunens og uddannelsesinstitutionens medarbejdere, så de konstruerer deres liv og arbejdsliv på en måde, hvor de tilegner sig inklusionstanken og tanken om det tværprofessionelle arbejde. Governance bliver af Shore og Wright netop beskrevet, som en kompleks proces, hvori policy ikke bare pålægger individerne betingelser, policy influerer også på den måde, individerne konstruerer sig selv på (Shore & Wright,1997;5-6). Ved at policy-skaberne i partnerskabet udstikker disse policy, så er de samtidig med til at skabe nogle rammer for, hvordan medarbejderne kan handle og tænke. Partnerskabet skaber på den måde, det man kan kalde for et mulighedsrum (Foucault,1982; Åkerstrøm Andersen,2006).
Partnerskabets projektmedarbejdere/Partnerskabet som mulighedsrum

I ovenstående har jeg i høj grad kredset om, hvordan partnerskabet med inklusionsperspektivet har konstrueret et mulighedsrum for specielt Kommunens medarbejdere. Det vil sige, at medarbejderne i det konkrete partnerskab mellem Kommunen og uddannelsesinstitutionen får visse muligheder af policy-skaberne, men ikke har alle muligheder (Åkerstrøm Andersen,2006). Med inklusionsrammen bliver partnerskab, det Foucault vil kalde for en governmental ledelsesform, som han beskriver som en særlig magtteknologi, hvis formål er at styre menneskers selvstyring af deres eget liv og egen adfærd. På den måde ser Foucault ikke governmentality som en negativ form for magt, der begrænser og undertrykker, men han ser den derimod som en positiv magt. Denne magtteknologi forudsætter, de styrede subjekter ses som frie aktører.
Styringen af individernes selvstyring sker altså ved, at individernes handlerum disponeres for dem, herunder formning af individets selvforhold og dermed dets måde at forstå sig selv. I det konkrete tilfælde skaber det et mulighedsrum, hvori Kommunens medarbejdere kan handle og tænke i inklusion og på den måde vil det udvikle medarbejdernes handlemuligheder og forøge deres egenskaber.
En projektleder udtaler, at ”det er allerede besluttet, hvad visionen er, og der er allerede besluttet, hvordan de vil køre processen”. Her bliver der givet udtryk for, at projektmedarbejderne nærmest bliver presset ned i en form ”nu skal I arbejde med inklusion og det på denne måde”. Projektlederen snakker om, at de får et kulturchok og udtrykker, at ”det reagerer vi lidt på”. Samtidig ser vi også i citatet, at projektlederen tilslutter sig, at det er aktuelt med radikale omlægninger af arbejdet med børn og unge. Det peger i retning af, at der sker det som Shore & Wright kalder for en internal subjectification. De refererer her til, en kognitiv proces, hvor det eksterne internaliseres og influerer subjektets tanke- og handlemønstre. Konkret er det udtrykt ved, at projektlederen siger, for vi kan jo se den måde, vi tænker og handler på i forhold til børn og unge, ikke altid er for de børn og unges bedste. Projektlederen giver her udtryk for, at vedkommende selv tænker, at der er behov for radikal ændring af arbejdet med børn og unge. På den måde internaliserer, accepterer og tilegner projektlederen policy’en om inklusion, af egen fri vilje på trods af, at det er noget eksternt, som kommer oppefra.

Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *