Partnerskab som udveksling af ’gaver’

  • En synergieffekt.

Temaet ’udveksling’ går igen, når man snakker om partnerskaber. Udveksling bliver ikke nævnt direkte, men i en indirekte form. Jeg oplever, at medarbejderne i partnerskaber har en forventning om at begge partnere skal bidrage og modtage – og dette er centralt i partnerskaber.

Denne tekst stammer fra mit speciale om partnerskaber mellem organisationer. I dette tilfælde en kommune og en uddannelsesinstitution. Jeg lavede et feltarbejde, som primært bestod af interviews med medarbejdere placeret i forskellige positioner i partnerskabet.

I interviewene bliver det at modtage noget fra den anden part eller det vil sige ofte mangel på en “modtagelse” beskrevet som noget centralt.

Der kommer skævhed i samarbejdsrelationen hvis den ene part oplever hele tiden at være den, der sætter dagsorden, og den anden part sådan er fodslæbende, så kommer der bøvl og ballade i partnerskabet”.

(Partnerskabskoordinatoren)

Partnerskabskoordinatoren siger her, at der vil blive en form for ubalance i partnerskabet, hvis den ene partner oplever kun at være giveren. For at opretholde balancen i partnerskabet er det nødvendigt, at begge partner bidrager og er med til at sætte dagsorden for partnerskabet. Der skal altså være en grad af det, Claude Levi-Strauss kalder for ’reciprocitet’, det vil sige en form for social gensidighed, som er indlejret i de interaktioner og i de sociale handlinger, som eksisterer i partnerskabet (Levi-Strauss,1949).

Denne ’sociale gensidighedsnorm’ består af en form for udveksling mellem de to partnere. Udveksling af ’noget’ bliver derfor et centralt element i det konkrete partnerskab for at opretholde balancen i partnerskabet. En af de ting, som flere steder er nævnt i interviewene, er, ”vi har bidraget med et hav af timer” eller ”hun skulle have skudt ind med nogle teori og vidensopsamlinger….”. På den måde minder forventningerne til hinandens bidrag om den ’gaveudveksling’, som Marcel Mauss snakker om i sine studier om pligten til at give og til at gengælde (Mauss,2001). Mauss beskriver, hvordan kollektiver i det polynesiske forpligter sig indbyrdes, udveksler og slutter kontrakter (Mauss,2001;17). På den ene side sker disse ydelser og modydelser i en nærmest frivillig form, gennem diverse foræringer, omvendt skriver Mauss, at disse ydelser er strengt nødvendige for at undgå fejde og krig (Mauss,2001;18). Dette system som Marcel Mauss kalder for total ydelser minder i en udstrækning om partnerskabet og det behov for ydelser og modydelser, som ligger i partnerskabsbegrebet. I partnerskabet tager ydelserne og modydelserne også form af at være frivillige, men partnerskabet er indgået, fordi det er en nødvendighed – ikke med fejde og krig som alternativ, men dog alligevel vidtrækkende konsekvenser som voldsomme nedskæringer og evt. lukning af partnerskabet.

I partnerskabet og i de interviews jeg har lavet, beskriver medarbejderne forpligtelsen til at give og til at gengælde som en af hjørnestenene i partnerskabelse. Denne transaktion skal i partnerskabet helst gå nogenlunde lige op. Ifølge Mauss er der nemlig tre temaer i ’gaven’, nemlig pligten til at give, pligten til at tage imod og pligten til at gengælde (Mauss,2000). Begrebet ’gaver’ skal i dette tilfælde ikke tages i bogstavelig forstand. Jeg bruger gaver, fordi der ikke finder nogen egentlige betaling sted for det, partnerne giver hinanden, og fordi de ikke aftaler nogen bestemte modydelser (Mauss,2000). Der ligger derved et regelsæt i ’gaven’, at den ikke kan være gratis. Bliver en gave ikke udvekslet eller gengældt, bliver der det, partnerskabskoordinatoren kalder bøvl og ballade i partnerskabet, hvilket påvirker reciprocitetsforholdet mellem de konkrete partnere.

Jeg mangler lidt forståelse, eller hvad kan man sige! Jeg kunne nogle gange godt savne, og det kan også godt være, de gør det den anden vej, men jeg kunne savne lidt taknemmelighed over for, hvor mange kræfter vi [uddannelsesinstitutionen] har kastet i Kommunen – lidt ydmyghed i forhold til hvor meget jeg synes, vi bringer ind i det her partnerskab og Kommunen, og hvor stor en rolle [partnerskabskoordinatoren] har taget. Det er følelser og er ligegyldige, men jeg mangler det alligevel.

(Konsulent fra uddannelsesinstitutionen)

Medarbejderen fra uddannelsesinstitutionen fremhæver her, at uddannelsesinstitutionen bidrager med en masse til partnerskabet, uden Kommunen gengælder ’gaven’. Ingen kan fritages fra at gengælde og som Lévi-Strauss betoner, er der mere i selve udvekslingen, end tingene der udveksles (Lévi-Strauss,1996;21). Derved bliver det analytisk interessante  det,  man udveksler, og hvad det, man udveksler, betyder, og ikke udvekslingsprodukterne i sig selv. Det ses blandt andet i ovenstående citat, hvor konsulenten fra uddannelsesinstitutionen ikke efterspørger, at Kommunen kaster lige så mange kræfter tilbage til uddannelsesinstitutionen, men gengældelsen kan bestå af taknemmelighed og ydmyghed.

På samme måde argumenterer Åkerstrøm Andersen for, at partnerskab er en form for kontraktlig sammenbinding, hvor forpligtelsen ikke ligger i forhold til en bestemt udveksling, men i højere grad i forhold til en projektorienteret forpligtelse på en bestemt forestillet fremtid (Åkerstrøm Andersen,2006). I det konkrete partnerskab vil det sige en radikal anderledes måde at arbejde med børn og unge på. Når udvekslingen eller gengældelsen ikke sker i partnerskabet, så oplever konsulenten fra uddannelsesinstitutionen, at der opstår en følelse af, at der mangler noget, at der i det mindste mangler taknemmelighed og ydmyghed.

Medarbejderen fra uddannelsesinstitutionen er dog også inde på, at den samme oplevelse kan eksistere i Kommunen, at de oplever, at uddannelsesinstitutionen ikke bidrager tilstrækkeligt i udvekslingen. Hvilket bliver bekræftet af en af partnerskabets medarbejdere fra Kommunen, at “[uddannelsesinstitutionen] ikke har bidraget med særlig meget – de har haft en meget tilbageholdende rolle i projektet”. Hvor der i Mauss´ forståelse af gaveudvekslinger ligger et fokus i nydelse af at gengælde, oplever jeg, at de to citater fra det konkrete partnerskab siger nogenlunde det samme: Både konsulenten fra uddannelsesinstitutionen og Kommunens medarbejdere oplever en følelse af, at den anden part mangler at gengælde. De har begge i en eller anden udstrækning haft oplevelsen af, at de har givet noget af dem selv, som de ikke har fået tilbage. Mauss kalder dette for ’gavens ånd’, når én af partnerne giver en gave, så giver de noget af dem selv, som de ikke kan få tilbage og det til trods for, at gaven hele tiden søger til sit oprindelsessted. Men jo mere, der bliver givet tilbage jo mere, bliver relationen intensiveret, selve relationen kan dog aldrig ende, da gaven aldrig fuldt ud vil være tilbage ved sit oprindelsessted (Mauss,2000). Mauss tænker ikke her på, at gaven fysisk skal gives tilbage, men jævnfør Levi-Strauss skal gaven gengældes.

I og med at begge partnere ikke har oplevelsen af sig selv som stående i gæld til den anden partner, kan det ifølge Mauss’ teori om udveksling være farligt for partnerskabet. Hvis både Kommunen og uddannelsesinstitution oplever, at det er den anden part, som står i gæld, så er spørgsmålet, hvem skal så give den næste ’gave’? Uden den ’næste gave’ hvad sker der så med den særlige relation og forbundethed, som eksisterer i partnerskabet? Partnerskabskoordinatorens svar til disse spørgsmål vil være, ”at dødvande i partnerskabet er et vilkår, nogle gange vil partnerskabet stå stille, mens andre gange vil der være gang i masser af projekter. Så længe vi ikke genforhandler partnerskabet, så eksisterer partnerskabet faktisk ikke”.

Partnerskabet er i høj grad bundet op på denne forventning om den nødvendige gensidige udveksling, hvilket er med til at understrege Åkerstrøm Andersens argumentation for, at partnerskab egentlig handler om partnerskabelse.

Det konkrete partnerskab får derved betydning af, at medarbejderne trækker på ’keyword´et’ ’gensidig udveksling’, som en central del af det at gøre det konkrete partnerskab. Ligeledes ligger dette ’keyword’ op til, at partnerskabet er langsigtet og uden veldefineret mål i og med at ’gave udvekslingen’ ifølge Mauss, aldrig kan ende.

I partnerskabet forventer medarbejderne altså i deres forståelse af partnerskabsbegrebet, at de udveksler noget med hinanden og i henhold til Levi-Straus, så handler det ikke om det, som udveksles. Noget bliver også i dette partnerskab identificeret med forskellige betegnelser, som for eksempel kan noget eksempelvis en arbejdsmæssig ydelse, som bliver udvekslet. Eksempelvis så siger føromtalte medarbejder fra Kommunen, at uddannelsesinstitutionen har haft en tilbageholdende rolle i partnerskabet. På samme måde som partnerskabskoordinatoren siger, at Kommunen også skal bidrage med arbejdskraft til udarbejdelsen af selve spørgeskemaet. I de to eksempler bliver der i  begge tilfælde talt om, at der i partnerskabet er en forventning om, at der bliver udvekslet forskellige arbejdsmæssige ydelser. I eksemplet med spørgeskemaet bidrog uddannelsesinstitutionen i samarbejde med mig med formuleringen af spørgsmålene, mens en administrativ medarbejder fra Kommunen skrev spørgeskemaet ind i det softwareprogram, hvori besvarelserne af spørgeskemaet skulle ske. Både Kommunens medarbejder og partnerskabskoordinatoren beskriver, hvordan noget eller ’gaven’ har karakter af et være en arbejdsmæssig ydelse. I andre tilfælde bliver noget målt i kvantitative ydelser, hvilket blandt andet sker i forbindelse med re-organiseringen.

’Noget’ kan for eksempel være medarbejdertimer, det vil sige at et vigtigt element i opretholdelsen af en form for balance i gensidighedsrelationen i partnerskabet, at de involverede partnere i partnerskabet udveksler nogenlunde det samme antal medarbejdertimer.

I mit etnografiske materiale oplever jeg, når det gælder udveksling af ’gaver’ i partnerskabet,  er der stor fokus på kvantitative eller målbare ’gaver’. Derimod ligger udvekslingen af kvalitative ressourcer mere implicit i det, der bliver sagt. I løbet af mine interviews hører jeg flere gange, at partnerskabet gerne skulle medføre en form for synergieffekt. En leder i Kommunen, som er placeret i partnerskabet på linje med projektlederne, dog uden at have et projekt, beskriver, hvordan partnerskabet handler om, at partnerne udveksler hinandens kvaliteter, og dette skulle gerne medføre en synergieffekt. Udvekslingen af kvaliteter i partnerskabet handler ikke blot om, at hver organisation gør noget for den anden partner, men der rent faktisk kommer noget tredje ud af det. Lederen beskriver her, hvordan det konkrete partnerskab gerne skulle danne ramme for det Nonaka & Konna kalder ’ba’, og som netop vil sige, at de i partnerskabet udveksler viden og kompetencer, og i fællesskab skaber radikal ny viden. Det vil sige, at de to partnere med udvekslingen af deres forskellige kompetencer ønsker at opnå mere end summen af deres kompetencer. I ”Partnerships Alchemy” er Nelson og Zadek netop inde på, at et partnerskab kan være med til at kombinere forskellige ressourcer, som kan frembringe noget nyt, hvilket de beskriver som partnerskabets alkymi.

Noget kommer dermed til at fremstå som flere forskellige ting. Noget kan både være kvantitet, kvalitet og bare følelsen af at få noget igen. Hvad noget så ender op med at være for den enkelte, kan være afhængig af den rolle, man har i partnerskabet.

 

 

 

Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *