Paralleller mellem historiske diskussioner om det skrevne og vor tids pædagogiske dokumentation

Paralleller mellem historiske diskussioner om det skrevne og vor tids pædagogiske dokumentationDet er ikke et nyt fænomen, at dokumentation og det skrevne bliver diskuteret. Diskussionen går mange år tilbage – i hvert fald tilbage til Sokrates. Sokrates var græsk filosof og levede fra 469 f.kr til 399 f.kr. Sokrates gik rundt i Athens gader og udspurgte folk om forskellige eksistentielle temaer. Ifølge Platon brugte han næsten hele sin dag på at gå rundt og diskutere filosofi med borgerne i Athen. Sokrates skrev aldrig noget ned, han mente det skrevne blandt andet skabte en skinvisdom. Dette bliver blandt andet tydeligt i Sokrates’ reference til en dialog mellem egyptiske Gud Thot og Egyptens konge Amon:

”Du allerkyndigste Thot, nu har du, som bogstavernes fader, af velvilje sagt det modsatte af, hvad de formår. For de vil skabe glemsomhed i sjælen hos dem, der lærer dem og forsømmer deres hukommelse, fordi de i tillid til skriften vil erindre sig udefra af fremmede tegn og ikke indefra af sig selv; altså har du fundet et middel ikke for hukommelsen, men for påmindelsen. Du skaffer dem, der skal lære, et skin af visdom, ikke sand visdom, for når de har fået meget at høre hos dig uden at have lært noget, vil de synes at være vidtkyndige, men er for det meste vankundige og besværlige at omgås, da de er blevet skinvise i stedet for vise.”
Den egyptiske Thoth, som bliver beskrevet som ham, der opfandt skrivekunsten. I Gudernes verden havde Thoth mange forskellige roller. Han var blandt andet den officielle skriver i underverdenen. Han førte sandhedens fjer. Thoth med Ibishovedet noterer resultatet på hans liste og fortæller resultatet til de andre guder, der derefter afsagde dom over den afdøde.
Det minder jo i høj grad om, når vi dokumenterer. Dokumentation, i den pædagogiske verden, bliver i dag ofte oplevet som sandheden om borgeren. En sandhed der bliver brugt til at vurdere borgeren og derefter til valg af indsatsen over for borgeren og hvilken økonomisk pris, det koster at have borgeren boende på en institution. Pædagogen bliver i den pædagogiske verden guden Thoth, der skriver og har sandhedens fjer!
Sokrates argumenterer for, at der med det skrevne ord eksisterer mange faldgrubber. Det bliver blandt beskrevet af Platon i bogen Faidros. Platon var elev af Sokrates og levede omkring 400 år f.kr. Sokrates beskriver, hvordan det skrevne ikke tydeliggør virkelighedens kompleksitet.
”-Ja, Faidros, for skriften har dette uhyggelige ved sig og ligner rigtignok et maleri. Dets frembringelser fremstår jo også helt livagtige, men spørger man dem om noget, tier de såre højtideligt. (…)

Maleriet, det beskrevne, af verden kommer til at fremstå som sandheden, som levende viser, hvordan verdenen er. Sokrates mener dog, at vi skal være varsomme med at tro det. Skriften viser ikke verdens kompleksitet – og du kan ikke spørge uddybende til det skriftelige dokument. Hvis vi ikke, som læsere og skribenter er opmærksomme på denne præmis, vil vi overse, at der eksisterer meget mere end det skrevne.
Særligt som skribenter i den pædagogiske praksis skal vi være opmærksomme på dette. Dokumentation er ikke uskyldig. Den dokumentation vi beskriver har effekter på de borgere, vi skriver om. Vi bliver som mennesker til i omvejen af den anden. Dokumentation kan her være den anden, hvilket betyder, at vi kan betegne dokumentation som et form for identitetspapir for borgeren, vi skriver om.
Sokrates fremhæver, i den forbindelse en anden problemstilling, vi, som pædagoger, bør være opmærksomme. Når vi dokumenterer det, bliver det dokumenterede til noget vedvarende, som kan ”tumle” rundt – i dag på mail, internettet.
Og, når det én gang er skrevet, tumler hvert ord omkring overalt, hos dem, der opfatter det, såvel som hos dem, det slet ikke vedkommer, og det ved ikke, hvem det skal og hvem det ikke skal tale til. Når det misopfattes og angribes med urette, har det altid brug for sin faders hjælp, for det er ikke selv i stand til at værge for sig eller komme sig selv til hjælp” (Faidros. 197:276A).
Dokumentationen af en borger bliver sendt til sagsbehandleren, psykologer, pårørende, arkiveret på institutionen og måske får borgeren selv et eksemplar af det dokumenterede. For modtagerne bliver dokumentationen opfattet som sandheden. Modtagerne har nemlig ofte ikke mulighed for at tale med dokumentets skribent. Det betyder, at hverken dokumentet, skribent eller borgeren kan være med til at nuancere billedet af personen.
Det betyder, at borgeren som er beskrevet kan blive mødt, af både kendte og ukendte, med forventninger, som ikke er tilstrækkeligt nuanceret ift., hvordan borgeren faktiske oplever sig selv. Dette kan have store konsekvenser for, borgerens fremtidige handlemuligheder.
Platon havde, som Sokrates, en skepsis over for det skrevne ord og var derfor af den overbevisning, at dialogformen, som han selv benyttede sig af i sine skrifter, blot var det næstbedste efter den ægte levende dialog (jf. Seeskin 1987:4).
Dokumentation er nu engang en væsentlig del af den pædagogiske verden. Vi må folde det vi skriver ud. Her kan vi blandt andet finde inspiration hos Platon og skrive i dialogformen. I dialogformen skriver netop episoderne ud, hvor vi skriver med en mere observerende form – hvad der konkret sker. Stadig er det altid vigtigt, at tydeliggør, hvorfra blikket, der bliver skrevet fra, er skabt. Vi vil aldrig kunne skrive uden nogen former for filter, vi skriver altid fra et perspektiv, vælger og fravælger noget, vores valg af ord har betydning og vi vil noget med det beskrevne.

Vi skal altså, pædagoger, være opmærksomme på, vi ikke skriver med sandhedens fjer – vi skriver med et blik og verden er mere kompleks end det, det skrevne indeholder.

Referencer:
Internettet
Faidros, Platon.

 

Posted in Konsulent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *