Overgreb eller ej?

Dilemmaet der skabes af serviceloven. Der er situationer, hvor der er behov for omsorg, men hvor omsorgsmodtageren ikke er i stand til eller har viljen til at modtage den omsorg og hjælp og støtte, der er behov for. Hvilket kan ligne omsorgssvigt fra pædagogernes side.

Af: Jesper Ibsen Larsen, 2005
Frederik er 17 år, han har diagnosen Tourette og bor på en døgninstitution. Frederik er styret af en voldsom trang til at spille computerspillet ’world of war craft’. Han kan sidde foran skærmen både halve og hele dage. Frederik elsker at tage på netcafe for at spille – både med og uden pædagogernes accept. 

Når netcafeens mørke omslutter Frederik, bliver de lysende skærme og computerspillenes universer langt mere dragende end døgninstitutionen og dens spilleregler. Han ser derfor ofte stort på aftalte hjemkomsttidspunkter, og andre gange ringer han til os på institutionen for at forhandle sig frem til en senere hjemkomst. Lykkes det ikke, sørger han bevidst for at komme for sent til toget. På den måde kan han udskyde sin hjemkomst eller stille krav om, at vi skal hente ham – nogle gange midt om natten, hvor det er umuligt for os at forlade institutionen.

Frederik er nogle gange væk i flere døgn, hvor han er svær at komme i kontakt med og overnatter på herberger, hos fremmede. Han tigger, stjæler og måske sælger han sig selv. Han bliver ikke vasket eller får børstet tænder og får derfor en hygiejne, som dels er usund og dels ikke er en 17-årig dreng værdig. 

Her opstår dilemmaet: Skal vi som pædagoger blot se til, mens Frederik ignorer institutionens normer og regler og styrer sit liv ud i en potentielt farlig glidebane eller skal vi underkende en halvvoksen drengs behov og valg gennem tvang og magtanvendelse?
1000 kr. på netcafeens konto!

I den senere tid er Frederik begyndt at bruge mere og mere tid på netcafeen. Kulminationen kommer, da han en mandag efter skoletid vil tage på netcafe. På trods af et nej fra personalet tager han alligevel afsted. Personalet ringer til ham og får lavet en aftale – han skal senest være hjemme kl. 22.45, selvom den normale sengetiden faktisk er kl. 22.30.

Da det bliver tirsdag eftermiddag, er Frederik stadig ikke kommet tilbage til institutionen. En pædagog tager derfor ind til netcafeen. Formålet er at få en dialog i gang med Frederik, om hvad der sker, og hvad han laver. Pædagogen finder ud af, at det er lykkes Frederik at hæve 1500 kr. fra hans lukkede børneopsparing og at han har sat 1000 kr. ind på sin konto i netcafeen. 

Senere tirsdag ringer drengens far og siger, at han er hos ham. Pædagogen kører så hjem til faderen, og Frederik vælger at tage med tilbage til institutionen. Hans kommentar inden han går i seng er, at han ikke skal i skole i morgen.
I kan ikke gøre en skid ved det!

Onsdag morgen går Frederik igen sin vej uden pædagogernes accept. Inden han forlader institutionen, siger en pædagog, at hun synes, han skal tage i skole i stedet for på netcafe. Frederik svarer: ”Det gider jeg sgu ikke, og I kan ikke gøre en skid ved det!”. Der indgås alligevel en aftale med ham om, at han skal være hjemme kl. 22.00. Erfaringen siger dog, at chancen for, at aftalen bliver overholdt er minimal. Nogle af de andre drenge begynder endvidere at opfatte situationen sådan, at pædagogerne giver ham til lov at tage på netcafe i stedet for i skole.

Frederik ringer først kl. 22.45 om onsdagen og meddeler, at han ikke kommer tilbage på institutionen, men at han sover hos en anden. En pædagog kører ind for at forsøge at få ham med hjem, da man er urolig for, hvor han skal sove. Pædagogen får ham ikke med tilbage, da Frederik er fast besluttet på at sove et andet sted evt. herberg og tage netcafe igen om torsdagen. 


Aftale laves!

Frederik er tilbage på institutionen om fredagen. Her aftales der med ham, at han kan tage på netcafe i weekenden og bruge den spilletid han har tilbage på kontoen. Han skal tage toget hjem hver aften senest kl. 23.24. Mandag skal han starte i skolen igen.

Hvis han ikke overholder aftalen, vil institutionen meddele hans sagsbehandler, at han ikke overholder institutionens anvisninger. Frederik har nemlig en dom, hvis præmisser er, at han skal følge institutionens anvisninger. Sagsbehandleren skal derfor tage stilling til, om der skal tages kontakt til politiet. Frederik overholder aftalen og kommer hjem til tiden. Søndag aften overholder han imidlertid ikke aftalen. Frederik ringer og siger, at han så enden af toget. En pædagog henter ham, fordi personalet er urolig for ham og for om han kan komme i skole næste dag. 

Mandag morgen er han i skole. Han får lov at tage på netcafe efter skole, hvor han bruger sin kontos sidste timer. Institutionen tager kontakt med Frederiks sagsbehandler senere på ugen. Der afholdes en samtale med Frederik, hvor han siger ja til at bo på institutionen og følge dens anvisninger.

I denne situation hvor Frederik har en dom, har man et pressionsmiddel overfor Frederik, der kan få ham til at følge institutionens anvisninger – en slags konsekvens. I andre situationer hvor der ingen dom er, hvilke muligheder er der så for at hjælpe unge med problemer på rette vej? Hvilke midler er der så til at hjælpe og støtte ’en Frederik’?
Serviceloven!

Socialministeren skriver i serviceloven, at magtanvendelse aldrig må erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand. Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og skal i øvrigt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed. Samtidig skriver socialministeren, at serviceloven forpligter Regionen/Kommunen til at yde særlig støtte og hjælp til mennesker med fysiske, psykiske eller sociale problemer. 

I serviceloven står der, at Regionen/Kommunen er forpligtet til at forhindre folk med svære psykiske handicaps udsættes for omsorgssvigt.

Det er kun tilladt at benytte magt eller tvang i situationer, hvor det er nødvendigt af hensyn til den enkeltes sociale tryghed, værdighed eller sikkerhed. 

Så udfra Frederiks situation kan det være, at vi pga. hans diagnose i højere grad kan have lov til at anvende magt eller tvang overfor ham. Spørgsmålet er så, hvem der vurdere graden af handicappet og indskrænkelsen af frihedsgraden?

Grundloven har et princip om personligfrihed, hvilket gør, at omsorgsforpligtelse er et tilbud, som den enkelte frit kan vælge eller fravælge.
Serviceloven og grundloven skaber nogle dilemmaer.

Hvornår er det omsorg og hvornår er det magt? Vi har svært ved at undgå, at Frederik bringer sig selv i situationer, hvor han udsætter sig selv for en nedværdig behandling. Situationer der kan virke som omsorgssvigt fra vores side. Vi har ikke mulighed for, at forhindre ham med magt. Vi kan forsøge, at påvirke ham gennem vores pædagogiske arbejde til at blive på institutionen. 

Hvis ikke vores påvirkning, virker kan vi kun se han bliver dårligere og dårligere. Han følger sine umiddelbare lyster og impulser, som Tourette giver ham, de kan på sigt være yderst skadelige for helbredet og hans sociale muligheder i samfundet. 

Er det omsorgsvigt og frihedsberøvelse at bruge magten, for at forhindre ham i at gøre det han har allermest lyst til?

I den ovenstående situation fravælger Frederik den tilbudte omsorg. Vi kommer i den situation, at for at støtte og hjælpe ham til en sund og værdig tilværelse, kan vi være nød til at anvende magt.

Da Frederik, i det øjeblik han forlader institutionen, ikke er til fare for nogen, er det ifølge serviceloven ikke lovligt at anvende magt. Det er så ikke muligt for os at leve op til den forpligtelse, vi har til at give hjælp og støtte. Situationen kan også fortolkes således, at han gerne vil modtage omsorgen, men pga. hans diagnose ikke er i stand til at modtage den og derfor ikke respekterer vores autoritet. Derfor bliver han en ligemand og får måske endda en position, hvor han har mere autoritet end personalet. Vi får derfor svært ved, at give den omsorg, støtte og hjælp vi er forpligtet til. Her har vi så dilemmaet mellem at udøve magt eller være skyld i omsorgssvigt? Hjælper vi og støtter vi ham, som vi har forpligtelse til?

Ud fra vores erfaringer og viden om personer med diagnosen Tourette ved vi, at de er meget impulsstyrede. De kan lokkes til hvad som helst for at få impulset gennemført og risikerer at komme ud i mange problemer. I Frederiks tilfælde handler det dels om omsorgssvigt, fordi han ikke kommer i skole og dermed opfylder skolepligten. Dels at han kommer til at udstille sig selv på en måde, der ud fra samfundets normer, er uværdig. Derved forringer han sine sociale muligheder.

Men er det nok, udfra erfaringer og viden om Tourette, at forhindre Frederik i at gå sin vej, for at undgå omsorgssvigt? Hvordan hjælper og støtter vi, når omsorgsmodtageren ikke evner eller ønsker at modtage vores omsorg?

Hjælpe muligheder for Frederik.

I Frederiks tilfælde kunne løsningen være, at man fulgte hårdere op i forhold til dommen. Hvis han ikke følger vores anvisninger, kunne dommen jo blive skærpet. Så den kunne bruges mere restriktivt overfor ham og dermed regulere hans adfærd i en retning, der ud fra pædagogernes synspunkter er. Det kunne give flere midler og muligheder til at hjælpe og støtte ham og give den omsorg, vi gerne vil og er forpligtet til. 

Trangen til netcafeen kunne mindskes ved at forsøge at motivere ham til at blive på institutionen. Computerrummet på institution kunne få en atmosfære som den, han kender fra netcafeen. Frederik skulle selvfølgelig være med til at ændre rummets atmosfære. Han kunne bruge hans erfaringer og komme med forslag fra hans mange timer på netcafeen. Hans medvirken kunne give ham en ansvarsfølelse. På denne måde ville det måske være nemmere for ham at følge vores anvisninger, så han kun tager på netcafeen med vores accept. 

Situationen kunne også være den, at Frederik var afhængig af computerspil. Institutionens Internet fungerede ikke i den omtalte situation. Han kunne være tunget af abstinenser og derfor søgte han på netcafe. En mulighed var at sætte en terapeut på Frederik. Hvilket måske kunne mildne hans mani for spillet. Han kunne så komme lidt væk fra computeren. Det ville være nemmere, at motivere ham til andre aktiviteter.

Hvad giver spillet ham? Det kan være den stramme struktur og de faste regler, som er i spillet, han føler tryghed ved og slapper af ved. Han ved lige hvad han må og ikke må. Et perspektiv kunne derfor være, at man overførte den faste struktur og de faste regler til hans hverdag, som gjorde dem mere forudsigelig. Det kunne gøre hans liv udenfor spillet nemmere og være med til begrænse Tourettens følger. 

Vi gjorde jo det, at vi skabte en dialog til Frederik. Hvor vi snakkede med ham omkring situationen – hvordan og hvorfor?

Der blev ikke brugt magt, vi kom heller ikke i en situation med afmagt. Her blev brugt en tredje vej, hvor vi en relation med ham, hvori vi kunne hjælpe og støtte ham. Det endte jo med, at han kom tilbage til institution og den grundforudsætninger.

Frederik vil dog fremover pga. hans diagnose Tourette gang på gang sætte os i situationer med en masse dilemmaer……

Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *