Konkrete episoder og hændelser

At skrive i du-jeg-formen understøtter et andet greb, jeg vil præsentere. Når jeg havde den anden i tankerne og skrev med afsæt i, hvad jeg havde set, der oplevede jeg en anden forpligtelse til at folde mine observationer ud og i langt højere grad at skrive på handlingslandskab[1] (Holmgren, 2013: 40-41). Beskrivelserne af de unges dag blev langt mere præcise. Disse tykke og mere præcise beskrivelser, oplever jeg, giver flere beskrivelser af konkrete handlinger, som kan forbindes med drengenes meningslandskaber. På den måde bliver de konkrete episoder og hændelser til fortællinger. Nils Christie snakker om, at vi skal glemme ordene, fortæl direkte hvad det drejer sig om, giv mig beskrivelser og episoder, lav pantomime (Christie, 2013: 24).

Ligeledes fremhæver tykke beskrivelser detaljerne, som Jørgen Leth og den hvide serviet, og ofte er det i detaljen at mulighederne ligger og slaget skal slås (Kaaber & Westmark i Holmgren, 2011).

Ligeledes har disse tykke beskrivelser, der er skrevet i førnutid, gjort, at sproget har været langt mindre totaliserende og generaliserende. Jeg har for eksempel været mere præcis i hvilke tidsrum, konflikten, adfærden osv. har været inde over personen. Problemerne og adfærden bliver beskrevet mindre generaliserende og alt dominerende – det bliver muligt at skrive flere historier frem og se livet mere multihistorielt.

[1] Handling- og meningslandskab er narrativt greb, der er blevet introduceret af psykologen Jerome Bruner.

Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *