Fortællinger skaber mening

Mennesket er som fluen: Når fluen skal fortære et fremmed stof, gylper det først sin egen opkast ud over dette for at lette fortæringen; når mennesket skal forstå fremmed stof kaster det sin egen fortælling ud (Anders Fogh Jensen). Sagt på en anden måde, når individet møder verden tillægger individet begivenhederne mening ud fra de identitetskonklusioner, individet har om sig selv. Den narrative terapis fader Michael White argumenterer for, at fortællingerne udgør de rammer, der gør det muligt for os at fortolke vores erfaringer, og disse fortolkningshandlinger tager vi aktivt del i (White,2006:29). Psykologen Jerome Bruner fokuserer på meningsbegrebet og mener, at mening altid er formuleret i narrativer, fortællinger og beretninger (Holmgren, 2006: 16 i White). Det vil sige, at det mentale liv bliver struktureret og organiseret i fortællinger. Fortællinger bliver den måde mennesker ordner og sorterer de mange begivenheder, de indgår i. Vores fortællinger om os selv og vores relationer er altså med til at skabe den verden, som vi møder, de former vores erfaringer og viden(Kaae, 2011: 247 i Holmgren).
Det hænger dog ikke sådan sammen, at det enkelte individ frit kan vælge, hvordan vedkommende vil forstå sig selv. Selvfortællingerne er relationelt konstrueret, og vores historier bliver aldrig skabt isoleret fra resten af verden (Holmgren,2013; Morgan,2006). I bogen “Mening i handling” beskæftiger Jerome Bruner sig blandt andet med, hvordan individet bliver født ind i kulturelt bestemte dominerende forståelser af virkeligheden – “helt små børn ‘indtræder’ i mening” (Bruner,1999:71). Derfor knytter sig, med Anette Holmgrens ord, derfor en kanonisk dimension til fortællinger (Holmgren,2013:42).
Denne kanoniske dimension bliver ofte til kulturelle forståelsers selvfølgelighed – individet bliver forført til at tro, at det, der er kulturens antagelser, er sandheden og ikke fortolkning (Holmgren,2013:43). Vi bliver som individer formet af de relationer og samspil med andre, vi indgår i. Kulturen og opvæksten påvirker vores handlemuligheder og bestræbelser, derfor er vores selvfortællinger aldrig et individuelt projekt (Bak i Holmgren,2013: 79).
Selve meningstilskrivelsen er derved en gensidig proces, hvor hændelser danner kontekst for meningstilskrivelse, som igen danner kontekst for hændelse. Den personlige meningskabelse bliver altså skabt gennem de historier, vi fortæller om os selv og vores relationer bliver netop det, vi kan kalde for individets identitet. Kort sagt livet får mening gennem fortællinger, og mening er nødvendig for at kunne handle – vi lever efter fortællingerne om vores liv.
I det narrative perspektiv ser man altså ikke fortællinger, som direkte afspejling af livet, men som fortolkninger over livet. Der er aldrig kun en fortolkning af en hændelse. Hvilket betyder, at enhver fortælling er fyldt op med tvetydigheder (White, 2006), som kunne have gjort fortællingen og meningen i fortællingen anderledes.

Fortællingerne er opbygget således, at de består af en række af begivenheder eller hændelser. Disse begivenheder er fortællingens enkeltdele, og sat sammen udgør de fortællingens helhed (Holmgren, 2013: 32). Man kan ikke sige, hvad der kom først, om det var helheden eller delen.
Vi konstruerer vores fortælling ved at samle på plots eller begivenheder og tillægger dem mening, så de passer ind i vores dominerende fortælling om os selv. Det liv vi lever er fyldt med begivenheder og fortællinger, men vi udvælger kun de begivenheder, som bekræfter vores dominerende fortælling, vores identitetskonklusion. Nogle begivenheder får altså særlig betydning og forrang frem for andre (Morgan,2006). Jo flere begivenheder, som bliver tilskrevet identitetskonklusionen jo mere troværdig eller overbevisende bliver denne identitetskonklusion.
Anette Holmgren beskriver vores identitetskonklusion som en forståelsesramme, som individet går ud i verden med, og nye begivenheder tillægges mening ud fra denne “forståelse” (Holmgren,2013) – vi kaster vores egen fortælling ud over. Handlinger udenfor denne forståelsesramme “forsvinder”. Individet oplever denne forståelsesramme som den skinbarlige sandhed og sætter derfor sjælden spørgsmålstegn til den.
Vores liv bliver altså formet og konstitueret af de historier, vi fortæller om os selv. Den dominerende historie har ikke alene indvirkning nu og her, men også på vores handlinger i fremtiden (Morgan,2006) – fortællingerne er fokusstyrende. Som Holmgren skriver, så er konklusionerne om os selv magtfulde, idet de bliver fortolkningsramme for mange af livets fremtidige hændelser. Det betyder, at det for individet er meget vanskeligt at handle imod dominerende identitetskonklusioner (Holmgren,2013:37).
Men i og med at vores identitetskonklusioner fungerer som en form for begivenhedsudvælger, vil der altid være andre begivenheder, hvilket gør, at der altid kan fortælles andre historier, og identitetskonklusionen kunne være anderledes. Som Bateson argumenterer for, så er ingen magt total, der er altid en modmagt, eftersom ingen beskrivelse er total – det er aldrig nok kun med én beskrivelse – der kan altid fortælles en anden historie end den dominerende (Holmgren i White, 2006). Dette kan suppleres med Foucault, der med reference til Nietzsche, mener, at der ikke er én sandhed om noget som helst (Holmgren i White, 2006). I den narrative praksis er fokus, at gøre selvfortællingerne så righoldige på fortællinger som muligt. “Jo flere konklusioner, man kan drage om sig selv, jo flere handlemuligheder har man” (Holmgren,2013:37). 
Ofte er problemmættede fortællinger tyndt beskrevet og afføder derved tynde konklusioner om folks identitet (Morgan, 2006). “Disse tynde konklusioner, der er udledt af problemfyldte historier, nedbryder folks selvværd, idet disse mennesker ofte beskrives som svage, uduelige, dysfunktionelle eller utilstrækkelige….Når først tynde beskrivelser har bidt sig fast, bliver det meget let for folk at finde beviser, der underbygger disse dominerende problemfyldte historier (Morgan,2006:36).

I tynde identitetskonklusioner har begivenhedsudvælgeren – den dominerende fortælling – udvalgt meget ensidigt begivenheder, som passer til det negative problemfyldte dominerende plot. Det vil sige, at fortællingen ikke er særlig righoldig. Men som beskrevet ovenfor, er der indenfor det narrative perspektiv altid en alternativ fortælling at fortælle.
                      I den narrative terapi er tvetydighederne eller fortolkningsmulighederne et afgørende afsæt i den terapeutiske samtale. Fortolkningsmuligheder giver mulighed for omfortolkning gennem genfortællinger af meningen i de fortællinger, som det enkelte individ tager med ind i terapien. Ved at etablere en alternativ magt, en modmagt, der kan producere nye former for subjektivitet, og ved at betjene sig af denne alternative form for beskrivelse, af det nye narrativ, kan personen måske i højere grad være og føle sig som agent i sit eget liv, som skaber af sit eget liv (White, 2006).

Derfor skal vi som narrative praktikere, som en anden efterforskningsjournalist, gå på jagt efter det, Jacques Derrida kalder for det fraværende men implicitte (Holmgren i White, 2006). “Den narrative praksis ønsker at finde [disse] små stumper og stykker af røde tråde, af spor, af erfaringer fra det levede liv, der begrunder ønsket om et andet liv end det, der udspiller sig netop nu (Holmgren i White, 2006:21). I enhver fortælling er der dråber, som kan give adgang til skyer af mening. Disse små dråber, som initiativer og andre unikke hændelser, skal vi have øre og øje for, da de kan give adgang til de værdier, håb, drømme og intentioner, som individet har og dermed en optakt til alternative fortællinger. Narrativ praksis handler i høj grad om at finde frem til og fremhæve historier, der kan bekræfte individets, værdier, drømme og planer (Kaae, 2011: 249 i Holmgren). Her skal det understreges, at det ikke handler om at fjerne de negative fortællinger, men at gøre individets selvfortællinger mere righoldige. Jo flere fortællinger jo flere handlemuligheder, og jo større mulighed for at individet kan være agent i eget liv og vælge den foretrukne selvfortælling.
Her skal vi som narrative praktikere være opmærksomme på, at det er personen, som er ekspert i eget liv. Vi må ikke komme med normaliserende standarder, hvor vi siger “jeg forstår”. Ved at sige “jeg forstår” lægger vi vores mening ned over den andens beskrivelse. Derimod skal vi med vores spørgsmål få personens beskrivelse af vedkommendes intentionelle tilstande i forhold til hvilke værdier, vedkommende ønsker at leve efter.
Opsummerende er en af de væsentligste elementer i den narrative samtale praksis, at vi gennem spørgsmål får foldet individers historier ud, gjort deres liv multihistorielt, så de bliver agenter i eget liv, og deraf handler ud fra de intentioner, som de har i forhold til ønsker, drømme, håb og værdier. Det kan vi blandt andet gøre – populært sagt på basisåret 2014-2015 – ved at spørge “hvad mere?”.

Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *