Etnisk profilering – Oplevelser og konsekvenser af minoritetsetniske mænds møder med politiet

–    Institut for Menneskerettigheder, marts 2022

Denne tekst er en opsummering af Institut for Menneskerettigheder rapport, som er skabet på baggrund af deres kvalitative undersøgelse af – Oplevelser og konsekvenser af minoritetsetniske mænds møder med politiet.

 

I Danmark ser vi en tendens til at unge mænd af anden etnisk herkomst end dansk oftere end etniske danske unge mænd bliver stoppet af politiet, uden at der er belæg for at føre en sag. Etniske minoritetsunge oplever, at de usagligt, tilfældigt og vilkårligt bliver stoppet.

Her taler man om, at politiet arbejder med afsæt i en form for etnisk profilering, hvor de stopper borgere på baggrund af etnicitet frem for handling. I dansk sammenhæng eksisterer der ikke en juridisk definition af, hvad etnisk profilering er. 

Den pågældende rapport fra menneskeret.dk arbejder med afsæt i Den Europæiske Kommissions definition af etnisk profilering:

Politiets brug af grunde så som race, hudfarve, sprog, religion, nationalitet eller national eller etnisk oprindelse ved udøvelsen af kontrol-, overvågnings- eller efterforskningsaktiviteter, uden nogen objektiv eller rimelig begrundelse.” I et menneskeretligt perspektiv kan etnisk profilering udgøre en krænkelse af grundlæggende principper om ligebehandling og antidiskrimination”.

Det vil sige, at etnisk profilering forekommer i situationer, hvor politiet bevidst eller ubevidst opsøger og forskelsbehandler bestemte etniske grupper uden der foreligger et rimeligt mistankegrundlag. Ligeledes sker der også en etnisk profilering, når kontrolarbejde bliver rettet mod etniske minoriteter uden saglig grund. Vi ser også etnisk profilering, når der er hos politiet, er en institutionaliseret kultur, hvor politiet bruger etnicitet som legitim og naturlig proxy for kriminalitet.

De etniske unge oplever, at der er tre forskellige tendenser i forhold til etnisk profilering. Etnisk profilering sker med afsæt i vold, som både opleves som fysisk og symbolsk vold, ligeledes kommer det til udtryk i små hverdagsforskelle og mistænkelige steder.

 

Når vi ser på vold, så sker det både fysisk og symbolsk. Fysisk vold kommer til udtryk ved, at de etniske minoritetsunge oplever en mere hårdhændet behandling. Det vil sige en behandling, som ikke står mål til situationen.

Den symbolske vold kommer til udtryk ved, at de etniske minoritetsunge ikke oplever, at de har samme rettigheder som etniske danske unge. Det kan være, de skal smide tøjet i offentlighed eller de i en eller anden grad bliver talt til på en nedværdigende måde. I det hele taget er etnisk profilering i forhold til at blive stoppet umotiveret og ubegrundet en måde at yde symbolsk vold på.

På sin vis kan de som hverdagsforskelle, etniske minoritetsunge oplever, også være en form for symbolsk vold. De små hverdagsforskelle er karakteriseret af, at de etniske minoritetsunge bliver stoppet langt hyppigere end danske unge – flere gange om ugen. De oplever, at de bliver stoppet på (usagligt) baggrund, af hvilken bil de kører, det tøj de går i, frisuren og de lokaliteter, de færdes.

Hverdagsforskellene giver den oplevelse hos de etniske minoritetsunge, at politiet på forhånd anskuer og kategoriserer dem som en person, der enten er kriminel eller på vej til at blive kriminel. Dette til trods for, at politiet stopper dem i en venlig tone, så er oplevelsen at det er en diskret markering, som stigmatiserer de etniske minoritetsunge. For børn giver det konkret sig udtryk i, at de oplever, at det egentlig ikke handler om, hvad der er kriminelt, men i højere grad om hvem. Når man er udsat for disse hverdagsforskelle, så oplever man, at man bliver defineret som kriminel.

Det tredje forhold som gør sig gældende ind i etnisk profilering er mistænkelige steder. Etniske minoritetsunge oplever her, at det særlig gør sig gældende på to forskellige lokaliteter. De etniske minoritetsunge oplever etnisk profilering, når de færdes i ligusterkvarterene, hvor den gennemsnitlige etniske dansker bor. De etniske minoritetsunge bliver her mødt med om de nu har en legitim grund til, at færdes i disse boligområder, eller om de er ude på rov.

Dette tredje forhold viser sig også, når de etniske minoritetsunge færdes i udsatte boligområder. Selvom de etniske minoritetsunge er blevet ældre, har fået job og uddannelse, så bliver de stadig stoppet op uden saglige grunde og bliver betragtet som kriminel.

Når etniske minoritetsunge oplever disse former for etnisk profilering, så har det nogle personlige konsekvenser. Det skaber en grundlæggende personlig utryghed, ufrihed og uretfærdighed. Yderligere skaber det grundlaget for modstand over for politiet og en oplevelse af at være andenrangsborgere, som ikke har samme værdi som andre mennesker med dansk baggrund. Politiet har som (særlig social) institution en identitetsdefinerende position for borgerne i samfundet. Den måde politiet møder borgerne på, det er medskaber af borgerne. Når man oplever, på baggrund af etnicitet og ikke saglige begrundelser at blive mødt som kriminel eller på vej til at blive kriminel, så kan det skabe en form for modborgerskab. Modborgerskab kan blandt andet kommet til udtryk som en antipati over for politiet. Politiet giver derfor ikke oplevelsen af tryghed og sikkerhed, tværtimod er oplevelsen, at politiet er uforudsigelige, forbundet med fare og usikkerhed og vilkårlighed.

Rapporten berører også, hvordan etniske minoritetsunge har forskellige mestringsstrategier for at håndtere politiet. Det kan for eksempel normalisering, modstand og selvcensur.

 

Normalisering som mestringsstrategi betyder, at den enkelte unge har accepteret, at politiet hyppigt stopper vedkommende – uden grund. Vedkommende forsøger at gøre mødet med politiet, så gnidningsløst som muligt, så det tager mindst muligt tid og kræfter. En årsag til, at unge vælger denne mestringsstrategi er, at de har mistet tilliden til systemet, det hjælper ikke at modsætte sig, så bliver mødet mere ressourcekrævende, det hjælper ikke at klage, det er bare spild af tid og kræfter.

Der er også etniske minoritetsunge, som vælger at gøre modstand i forhold til de hyppige politikontrol. Modstanden kan komme til udtryk ved for eksempel at kræve, at politiet begrunder hvorfor de stopper og kontroller den enkelte ung. En anden form for modstand er via disrespekt over for politiet, det kunne være at sætte sig imod kontrollen eller rette skældsord mod politiet. Andre unge har forholdt sig til hvilke rettigheder, de har i disse situationer med politiet og forlanger, at politiet fortæller, hvilke beføjelser de har til eksempelvis at visitere dem. Alle tre former for modstand er på forskellig vis en måde at markere over for politiet, at de ikke vil underkaste sig politiets usaglige handlinger, men vil behandles som alle andre borgere. 

En tredje form for mestringsstrategi er, at de etniske minoritetsunge yder selvcensur. De forholder sig til, hvordan de oplever, at politiets etniske profilering på en kriminel ser ud, og undgår ud fra det, at ligne denne profil. Det betyder, at de undgår at gå i bestemt tøj, have en bestemt frisure og gøre andre veje end den direkte, hvis de ved, at de på den vej er i højrisiko for at blive stoppet på grund af deres etnicitet.

I rapporten bliver der også søgt svar på, hvordan politiets perspektiver ser ud. Det har dog i denne forbindelse ikke været muligt, at få svar fra politiets side. Rapporten refererer derfor til tidligere interviews. 

Politiets perspektiver har i disse interviews har dels været, at der er skifte i relationen til de unge, hvor der nu opstår små “mikro-dramaer”, hvor det handler om at bibeholde eller skabe respekt – der eksisterer en form for mistillid.

Politiet argumenterer også for, at de er “farveblinde” og det er adfærden, som er styrende i deres arbejde. Etnografiske undersøgelser viser dog, at det er svært at adskille, hvad politiet vurderer som “mistænkelig adfærd” og betjentens egne (stereotypiske) forestillinger om hvordan en kriminel ser ud. Betjenten har derfor sin egen subjektive vurdering med i forhold til, hvad betjenten vurderer er mistænkelig adfærd og her er der risiko for, at der eksisterer et arketypebillede af en kriminel, som minder om etniske minoritetsunge. I forlængelse af dette er der også det forhold, at politiets indsatser er centreret om bestemte lokaliteter og derfor er det mere sandsynligt at opdage kriminaliteten, der hvor politiet er.

Ligeledes er argument for politiets side, at der er mere kriminalitet, bandt de unge etniske minoritetsdrenge, dette bliver vurderet til at være en saglig begrundelse for, at de ofte stopper disse drenge. Det modstrider det menneskelige princip om, at en gruppe er mere kriminel end andre, der er ikke et sagligt grundlag for politikontrol af bestemte individer – det strider mod et menneskeretligt princip om, at et menneske skal behandles som et individ fremfor at blive behandlet som medlem af en gruppe.

Opsummerende oplever etniske minoritetsunge, at de på baggrund af deres etnicitet får en anden behandling end etniske danske unge, hvor de ofte bliver standset og kontrolleret uden saglig grund og uden der sker yderligere i sagen. Denne behandling giver etniske minoritetsunge oplevelsen af at være andenrangsborgere. Politiet er ikke til for at hjælpe dem, men for at beskytte andre mod dem.

 

Kilde:

www.menneskeret.dk

Udgivet i Kriminologi og tagget , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.