Den narrative trekant

I denne tekst vil jeg komme med et bud på, hvordan vi kan gøre arbejdet med den narrative dokumentationsform mere tilgængelig i den daglige praksis.

Den narrative dokumentation med sin vægtning på detaljerne og udskrivning af begivenhederne fra afsender til modtager gør, at dokumentationen kan tage ekstra tid og det skriftelige kan blive mere omfattende. Selvom dokumentationen på denne måde skriver sig ind i behandlingsarbejdet, kan det komme til at tage ekstra tid både at skrive og læse det.

Med afsæt i en samtale med Martin Nevers har jeg skrevet denne tekst, hvor jeg kommer med et bud på, hvordan vi kan skærpe dokumentationen sådan, at vi sparer tid og mængden af skriftelighed.

Tanken er, når vi skriver en statusrapport eller lignende, starter vi med at skrive det vigtigste – det dominerende tema. Derefter beskriver vi de handlinger, som lægger sig op af dette dominerende tema og til sidst hvilke værdier, personerne har bag disse handlinger og det dominerende tema.

 

Journalister bruger nyhedstrekanten som redskab til at bygge artikler op omkring. I korte træk fungerer trekanten på den måde, at journalisten skriver konklusionen – pointen – i første afsnit af sin artikel. Derefter skriver journalisten sig mere ned i detaljerne. Efter konklusionen kommer forklaringen på konklusionen, og i sidste afsnit skriver journalisten detaljerne i den historie, som vedkommende vil formidle. Det betyder, at læseren i princippet kan nøjes med at læse konklusionen. Den mere interesserede læser kan læse videre ned i artiklen.

For journalisten betyder det, at vedkommende kan sende sin artikel hurtigere i trykken. En journalist arbejder hele tiden med deadlines. Skriver de først konklusionen, det vigtigste, kan de nemmere skynde sig med resten. Ligeledes gør opbygningen det hurtigere og nemmere at læse for modtageren.

På samme måde arbejder vi i den pædagogiske verden med et tidspres. Pædagoger har, som journalister, ikke uanede mængder af tid til at skrive statusrapporter og dagbøger etc. Ligeledes har socialrådgivere ikke uanede mængder af tid til at læse rapporterne. Ved at tage afsæt i nyhedstrekantens opbygning kan pædagoger bygge deres rapporter og dagbøger op på den måde, at de skriver de vigtige, dominerende, temaer først og detaljerne, handlingslandskabet og identitetenslandskabet, efterfølgende.

 

Jeg vil her kort præsentere de tre dele i den ”narrative-dokumentations-trekant”, dette for at redegøre for, hvad man skriver i de forskellige dele. Delene er lig den dominerende fortælling, handlingenslandskab og identitetenslandskab, som vi kender fra den narrative terapi. I terapien bruger man landskaberne til detaljeret at undersøge problemstillingerne og de værdier, som ligger til grund for dem.

Tankerne bag landskaberne er udviklet af psykologen Jerome Bruner. Bruner argumenterer for, at historierne udgøres af to forskellige landskaber: handlingens- og identitetenslandskab (Bruner, 2013) .

 

Den dominerende fortælling: Er den fortælling, som personen fortolker sin verden ud fra. Det er ud fra denne fortælling, personer udvælger begivenheder til sin livshistorie.

Vi konstruerer vores fortælling ved at samle på plots eller begivenheder, som vi tillægger en mening, således at de passer ind i vores dominerende fortælling om os selv. Det liv, vi lever, er fyldt med begivenheder og fortællinger, men vi udvælger kun de begivenheder, som bekræfter vores dominerende fortælling. Det vil sige, at vi starter vores beskrivelse af borgeren med den dominerende fortælling, vi har om personen og personens handlinger.

Handlingens landskab: beskrivelser om det konkret levede liv, dvs. historiens materiale (White,2008: 91). Det landskab er meget beskrivende og detaljeret og bliver udgjort af en hel stribe udvalgte begivenheder. Det handler om at lave tykke beskrivelser, så læseren kommer helt tæt på de konkrete handlinger.

Man kan her undersøge hændelserne, omstændighederne, handlingsforløbet og tiden. I arbejdet kan det være en ide at tage afsæt i spørgsmålene: hvem, hvad, hvor eller hvornår. Spørgsmål såsom: ”hvornår skete det?”, ”hvad skete der lige inden?” eller ”hvad gjorde du så?”, kan være nogle eksempler på handlingsspørgsmål. I beskrivelserne er det vigtigt, at du holder nallerne væk fra plejer – det er svært ikke at falde i plejer.

Som ekstra bonus får man, når man i beskrivelserne arbejder med detaljerne er vækket hukommelsen, og man bliver mere opmærksom på handlingerne. Du kan opdage handlinger, som du ikke tidligere har været opmærksom på. Dette kan i arbejdet med borgeren være med til at udfordre det dominerende plot eller være grobund for et nyt plot i en ny narrativ trekant. Når vi skriver handlingerne frem, får vi også personens agenthed frem.

I udfyldelse af handlingenslandskab kan man tage afsæt i positionskortets felter navngivning og effekter.

Identitetenslandskab: Det er her, vi skaber vores konklusioner om os selv, de andre og de hændelser, vi bliver en del af. Landskabet bliver udgjort af personens tanker, følelser, eller hvad personen ved. Det er personens bevidsthed, som er omdrejningspunktet (White, 2008:91). Det er med afsæt i identitetenslandskab, at personen tillægger begivenheder mening og drager konklusioner om personen, begivenheder osv.  – og når vi benævner, fortolker og fortæller om noget, sker det i bevidsthedens landskab.

I denne del vil det være fordelagtig at tage afsæt i positionskortets felter evaluering og begrundelser.

Der ligger selvfølgelig en etisk forpligtelse i, at det er professionelle, der fører pennen, sandhedens fjer. Jeg vil som i andre tekster understrege, at vores beskrivelser er vores syn. Både i vores og borgernes fortællinger er der huller, vi udvælger noget fremfor noget andet. Vi kunne altid have skrevet noget andet eller uddybet noget.

Ideen til den narrative dokumentationstrekant kan helt sikkert udvikles og nuanceres. I er derfor mere end velkommen til at komme med konstruktive indspark til, hvordan trekanten kan blive bedre og gøre den narrative dokumentation lettere i praksis.

 

Litteraturlist:

Bruner, Jerome (2013): At fortælle historier – I juraen, i litteraturen og i livet, Akademisk forlag.

Morgan, Alice (2006): Narrative samtaler. Gyldendals bogklubber.

White, M (2008): Kort over narrative landskaber, Hans Reitzels forlag.

Posted in Konsulent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *