At skrive direkte til personen fra sig selv

Med afsæt i den nuværende måde at skrive dokumentation på og mine erfaringer med modtagelsen af det narrative perspektivs dokumentationsform, er dette afsnit det mest opsigtsvækkende eller debatteret. Den nuværende tænkning omkring dokumentation er, at det er et redskab for de professionelle. Det betyder, at vi ikke skriver henvendt til personen, som det skrevne handler om. Vi omtaler vedkommende som han, hun eller navnet på den, vi skriver om, det vil sige, vi skriver i tredje person.

I stedet for at skrive i tredjeperson foreslår det narrative perspektiv, at vi skriver i anden person. Og skriver med en tydelig afsender.  Hvad er forskellen? I tredjeperson bliver personen en genstand for beskrivelsen, grundledet, og derved objektgjort. I anden person skriver vi til personen, personen bliver et synligt objekt. Og hvilken forskel kan det ikke have for personen, som vi skriver om?

Jeg har snakket med Martin Nevers, fra DISPUK, om dette, han siger, at vi ved at skrive ’du’ i højere grad bliver opmærksom på den magt, der ligger i sproget. Han siger ligeledes, at der er ting, vi godt kan sige om folk, men som vi ikke kan sige til dem. I dokumentationen opstår problematikken, når vi skriver om personerne og ikke til dem. Vi opdager ikke, at vi kommer til at skrive ting, som vi ikke kunne have skrevet til dem. Læseren derimod opdager dem, for personen som læser dokumentet, er det skrevne synligt. Dette vil alt andet lige have en negativ effekt på behandlingsarbejdet, men så sandelig også på personens identitetsudvikling.

Med en tydelig afsender, hvor vi skriver jeg og ikke man eller ut, undgår vi at fremstille observationen og vurderingen som objektiv og neutral. Problemerne kommer ikke til at fremstå som totaliserende beskrivelser, der udsiger en sandhed om personens liv. Et ’man’ for det til at fremstå som ingens stemme eller alles stemmer. Det bliver umuligt at opsøge beskrivelsens ophav. Udover at et jeg skaber en tydeligere afsender, skaber det også en anden nærhed i relationen mellem os selv og dem, vi skriver til (Kaaber & Westmark i Holmgren,2011).

Vi kan altså ved at skrive til personen fra en selv, du-jeg-formen påvirke behandlingsarbejdet, personens identitetsudvikling og skabe en tættere relation. Som sagt sproget skaber.

 

Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *